Om moderskab og faderskab
Kronstorks samling af forældreskabslitteratur er vokset de seneste år. Fra den første udgivelse om faderskab Søvn af Rolf Sparre Johanson der udkom i 2015 til Mirian Dues digtsamling Inden vi går ind i livet på jorden om moderskab udgivet i 2022.
Tidens synes at være kommet til at udvide arenaen for hvordan man kan være forældre. Litteraturen hjælper os ved at sætte fokus på hvor magtfulde kulturelle strukturer er for vores selvopfattelse, når idealer modsvares af filterløse og hudløse skildringer af forældreskabet, som det opleves indefra. Lykkemyter krakelerer. Der deles generøst ud af (u)skønne kropslige erfaringer. Identitetsforståelser forskydes. Der stilles skarpt på et kønsnormerende levn fra en patriarkalsk verdensopfattelse. Livsomvæltende begivenheder modsvares af trivialitet. Perfektion afsløres som illusion.
Forældrene der skildres er sjældent entydige, men tværtimod mennesker, der bringes i emotionel ambivalens, som følge af moderskab/faderskab. Det nye liv kan være forbundet med altoverskyggende kærlighed, lykken, skønheden, miraklet, ophøjelsen, selvforglemmelsen, letheden, symbiosen og lyset. Men i samtidens forældreskabslitteratur suppleres disse følelser ofte af et mørke, en brutalitet, en ængstelighed, et kontroltab, en selvfordømmelse, et alarmberedskab, en grimhed, en vrede, en sorg. Der er blevet plads til et splittet og mudret stemningsleje i beretningen om hvad det vil sige at blive forældre, alt i mens en ble skiftes, et barn trøstes, en grød koges.
Og det gentager sig, mens søvnmanglen vokser, årstider skifter og kroppe og sind langsommeligt heler.
- digte og noveller udgivet de seneste år på Kronstork