Året som skrivende/ læsende
Det er efterhånden en tradition at Kronstork spørger de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, om de vil dele ud af deres år som læsende/ skrivende. Igen i år har mange sagt ja til at byde ind. Læs om bogåret for følgende 8 forfattere:
Anders Søgaard, Anders Rishøj, Ida Routhe, Thomas Krogsbøl, Sebastian Cordes, Frida Elisabeth Vitved Jeppesen, Andreas Eckhardt-Læssøe og Peter-Clement Woetmann.
Omslag og grafisk tilrettelæggelse ved Lars-Emil Woetmann
Anders Søgaard
Første forfatter er Anders Søgaard, hvis bog Hēgeru udkom i april. Han skriver:
Der findes mange små hverdagskampe. Du minder din kæreste om at skylle risene, inden de skal koges. Om at sortere affaldet. En gang imellem er vi også nødt til at minde hinanden om vigtigheden af litteratur, ingen måske helt forstår. Vi er så tit på sikker grund. Vi stiller spørgsmål til hinanden og svarer. Det sværeste er at finde ro i det usikre og retningsløse. Litteratur, du ikke fatter en bjælde af, er god træning. Det er der bare sjældent nogen, der sætter pris på, og derfor var det fucking optur at få gode anmeldelser for Hēgeru - en roman om en tysk nazigeneral på kannibaljagt i Nordjylland, som jeg udgav på Kronstork i foråret. I en verden, som på få år er blevet meget alvorlig, og hvor alle er meget løsningsorienterede, er det vigtigt at minde om, at vi stadig har alvorligt behov for at miste orienteringen.
Pressefoto af Anders Rishøj taget af Peer Jon Ørsted en sommerdag i 2025 i forbindelse med udgivelsen Til vi finder noget andet.
Anders Rishøj
Anders Rishøj skriver om årets bøger:
Jeg har for vane at påbegynde nye bøger i tide og utide, og læser altid i flere bøger ad gangen. Energien omkring den bog, jeg går i gang med, skal være den helt rigtige – stemningen og forventningen, og ofte sker det, at forventningen langt overstiger den reelle bogs indhold. Eller også kan jeg ikke holde koncentrationen. Mit forhold til læsning, har som mange andre forhold i mit liv, været præget af skam – skammen over ikke at få læst bogen færdig. Min hustru siger: ”Læs hvad du har lyst til!” så det forsøger jeg at gøre, på trods af at min lidt rigide hjerne stritter i mod. Jeg er blevet bedre, og læser mere lystbetonet, bogmærker troner overalt i reolen. Bliver jeg først hooked læser jeg intenst med stor koncentration, og har jeg mulighed for det i timevis. At læse er min yndlingsaktivitet, og en af de få ting som kan bringe mit nervesystem helt i ro, og lede mine tanker væk fra mig selv. Læsningen tilbyder mig en følelse af samhørighed – etablerer en forbindelse til verden, udenom den praktisk konkrete verden.
Lige nu læser jeg i Andrzey Tichýs Begivenhedsbogen, en roman på over 600 sider, hvilket passer dårligt med at jeg blev far for fire måneder siden, og tiden til at læse er begrænset, men kapitlerne er korte. Det er et enormt ambitiøst og modigt værk. En kakofoni af fortællinger, hovedsageligt fra mennesker, som ikke har en stemme - fremmede og udstødte, børn og voksne. En barsk roman, der med sin mosaikkomposition nok er hævet over den gængse socialrealistiske romans opbyggelighed, men som samtidig tegner et mørkt portræt af Sveriges underklasse, og kommer med en flængende kritik af det skandinaviske velfærdssamfunds struktur, magtudøvelse og racisme. Hver stemme kværner derud af fra sit hjørne, og alle har det tilfælles, at de synes at være forment adgang til deres egen tilværelse. Brutal og rørende.
Jeg læser også i Witold Gombrowicz Dagbog 1959-1969. Jeg holder ekstremt meget af dagbogen som litterær genre, særligt Kafkas, hører til blandt mine yndlingsbøger. Gombrowicz er på et andet niveau, han er super selvoptaget, det er Kafka også, men Kafka er det på en mere indadvendt, sjælgranskende måde, hvorimod Gombrowiczs er mere udadvendt og forfængeligt optaget af modtagelsen af hans værker og offentlige person. Han er pissesur og det er ret sjovt, og så er han en fantastisk skarp kulturkritiker.
Jeg påbegyndte Sara Stridbergs Farvel til Panic Beach og nåede med stor begejstring og nysgerrighed hundrede sider ind, men begyndte så at kede mig bravt. Det er en slægtsroman, en masse med relationer og forbindelser på tværs af tid og rum, om selvforståelse, identitet osv. Jeg er stor fan af Stridsberg, særligt Drømmefaktultetet, og den seneste her er da også god – sanseligheden, eventyret og tragedien. Grunden til at jeg keder mig er nok, at det efter mit temperament bliver en smule forstilt, det sproglige overskud er nærmest for meget, hver sætning rummer ligesom en bevidsthed om sin egen skønhed – jeg får en lidt en følelse af at have forspist mig.
Derudover læser jeg en masse poesi. På det seneste af Emily Dickinson (i Ted Hughes udvalg), Henrik Nordbrandt, Joanes Nielsen, Etel Adnan, Jonas Reppel, Peter-Clement Woetmann, Robert Frost og Mahmoud Darwish.
Ida Routhe udkom med romanen Sol - pressefoto taget af Peer Jon Ørsted.
Ida Routhe
Som research til Sol læste jeg i begyndelsen af året How to Speak Whale af Tom Mustill. Den handler om, hvordan hvaler kommunikerer, og om den forskning, som prøver at afkode deres sprog, så vi mennesker kan forstå det. Jeg blev ret fascineret af, at det jo ikke kun er mennesker, som har en bevidsthed og et sprog, og at vi måske en dag kan forstå, hvad hvaler og andre dyr siger til hinanden.
De bedste skønlitterære bøger, jeg har læst i år, er Kakerlakker om efteråret af Lydia Davis, Skruk skurk af Felix Thorsen Katznelson, Eva & Jeanne af Ditte Holm Bro. De to sidste pga. deres eksperimenterende og underholdende stil og fordi jeg elsker bøger med hovedpersoner, som kæmper med samfundets normer, samtidig med at de længes efter noget, de har svært ved at få. Lydia Davis har jeg længe tænkt, jeg ville læse, fordi hun er kendt for at skrive ultra kortfattet, men alligevel dybt. Kakerlakker om efteråret var en virkelig underfundig novellesamling, som har givet mig lyst til at læse mere af hende.
Jeg er så småt gået i gang med at skrive den tredje bog i min kortromans-trilogi om Lise og Esben. Arbejdstitlen er Krymmel, og vi kommer bl.a. til at møde Esben, som har kastet sig ud i en polyamorøs livsstil, og Lise, som (stadig) tumler med, om hun vil have børn, eller om hun kan finde en mening med livet uden for moderskabet. Og så skal der selvfølgelig være et dyr med i Krymmel, som der var i Højtryk (egern) og Sol (hval), men jeg har endnu ikke besluttet mig for hvilket!
Thomas Krogsbøl rapporterer fra sit år som skrivende/ læsende under titlen “Den grønne stol”
Thomas Krogsbøll
Ekstatika var en form for comeback, en digtsamling 10 år efter den seneste på Kronstork. Her rapporterer Thomas Krogsbøl under titlen "Den grønne stol":
I denne lænestol sad jeg omkring tyve år og læste bøger. Når ikke lige jeg skulle noget andet. Jeg købte den i en genbrugsbutik på Amager for 30 kr. i slutningen af 80’erne. Der var den endnu i forholdsvis god stand, ikke så slidt som på billedet. I dag er den endnu mere slidt og står oppe på et loft på Vesterbro. Og fuck, hvor jeg savner den. Nu har jeg brugt halvanden måned på at komme næsten halvvejs gennem Tyngdens regnbue (Gravity’s Rainbow, 1975) af Thomas Pynchon. Bogen er på 950 store tættrykte sider. Lidt af en udfordring. Og jeg vil skynde mig at sige, at det ikke har noget med oversættelsen at gøre. Den virker gedigen nok. Og sikke et arbejde Claus Bech har været igennem. Respekt! Det er fandme stamina. Nej, det har noget med Pynchon at gøre. Det er et komplet labyrintisk værk med mange stier, som forgrener sig, og mange tangenter, som forlænger sig lysår ud i universet. Men i grove træk: Romanens første del foregår i London i 44/45, hvor tyskernes V1- og V2-raketter ramler ned med ujævne mellemrum. Vi følger en særlig eksperimental militær organisation, som bl.a. beskæftiger sig med det okkulte og har et medie ansat, som kan tale med ånderne (Pynchon er ikke så lidt af en satiriker). Sideløbende foregår der andre eksperimenter med afsæt i Pavlovs teorier, ikke mindst idéerne om stimulus/respons (her bliver Pynchon lidt spydig). Og så sidder der en statistiker og markerer alle nedslag af V1- og V2-raketter på et kort over London for at se om der er et mønster … Og nu bliver det lidt karlekammeragtigt, for under store krige foregår der ofte en del kønslig aktivitet, som også kan aflæses statistisk på fødselstallene. Og inde ved siden af statistikeren sidder en yngre amerikaner ved navn Slothrop, som er den erotisk mest succesfulde, og markerer på et kort de steder, hvor han har haft sex. Statistikeren opdager, at der er et geografisk sammenfald mellem raketnedslagene og Slothrops eskapader! Hver gang Slothrop har været i aktion et sted, slår en raket ned i nærheden kort tid efter. Højst usædvanligt. Men meget freudiansk, idet raketten naturligvis er det vildeste fallossymbol af dem alle (og Pynchon kan sin Freud, vi er ligesom i 1975). Historien fortsætter ind i anden del, for umiddelbart efter krigens slutning, stikker Slothrop af og rejser ind i Tyskland for at undersøge et spor: En ældre slægtning af ham har været med til at drive raketvidenskaben frem. En slags personlig erkendelsesrejse. Det er omtrent der, jeg er kommet til … og hvorfra jeg kan se frem til at tilbringe en del mere tid sammen med Pynchon. Tænk hvis jeg havde min fantastiske lænestol, det ville være så meget bedre. Det er mere bekvemt at læse i en lænestol end en sofa, hvor du kun kan hvile en arm ad gangen på armlænet. Bedre end at ligge på sengen og skulle holde bogen op. Bedre end at sidde på en stol ved et bord og læne sig frem over bogen og ende med en stiv nakke … Og der er et andet interessant aspekt ved stolen: Engang i sidste halvdel af nullerne holdt vi fødselsdag for min søn. Hele klassen var med, og da det lakkede mod enden, kom forældrene og hentede. En af dem bemærkede den efterhånden noget ramponerede lænestol. Han var møbelsnedker. Og den lænestol jeg havde købt for 30 kr. hos Frelsens Hær, viste sig – iflg. møbelsnedkeren – at være en amerikansk lænestol fra 50’erne, som havde været inspirationskilde for Arne Jacobsen, da han lavede ’ægget’, hans berømte lænestol. Selv i meget ramponeret tilstand ville den nok kunne indbringe 1000-2000 kr. på en auktion. Sagde møbelsnedkeren. Okay! Lidt vildt. Men heller ikke mere vildt end at den blev stående i stuen nogle år endnu, inden den havnede på loftet … Men nu det ord, ’ægget’, bringer mig tilbage til Freud (og Pynchon). For hvad nu hvis min begejstring for stolen skyldtes den æggelignende form? Eller måske ligefrem dens omsluttende livmoderagtige form. Den gjorde det roligt og trygt at sidde i stolen, så jeg bedre kunne koncentrere mig om at læse? Jeg bryder mig ikke rigtig om tanken. Men derfor kan den godt være rigtig alligevel. Mysterierne breder sig i ringe fra Pynchon … Kære læser, skulle du evt. være møbelsnedker og har du et godt tilbud til mig med henblik på køb eller istandsættelse, så er du meget velkommen til at henvende dig til mig (enogtyve, femogfirs, toogfyrre, elleve) … Ja, Pynchon gør mig også paranoid, hvorfor jeg ikke vil skrive mit nummer med tal … Så det ikke bliver høstet af telefonsvindlerne. Som sikkert har en eller anden forbindelse til massakren på herero-folket i det tidligere Tysk Sydvestafrika (i dag Namibia)… Et emne der går igen i Pynchons forfatterskab. Det fylder en del i hans første bog, V, og herero-folket dukker også op i Tyngdens regnbue, nu forbundet med raketvidenskab! Hævnens time? Vi får at se.
Sebastian Cordes
Grafisk tilrettelæggelse ved Lars-Emil Woetmann.
Sebastian Cordes udgav essayet Verdens bedste film i januar 2025. Som en af de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, har vi spurgt ham om han vil dele ud af sit år som læsende/ skrivende. Det gør han her:
Pludselig en dag i november virker l, o og ? tasterne ikke på min computer. Det virker som et symbol på mit skrivende år, der mest har bestået af fragmenter, noter, og så mine nogenlunde korte faste essays om mad i Weekendavisen, og en researchrejse til Kina i forbindelse med en madbog jeg forhåbentlig en dag får færdiggjort. Året har været mere et filmår for mig, jeg gør en større film færdig om lidt, som har optaget alle mine vågne timer (og terapisessioner) den sidste lange tid.
Til gengæld er mit år som læsende anderledes mere aktivt, jeg har for første gang fra 1 januar prøvet at skrive alle bøger ned jeg læser, holde styr på mig selv som læsende, årstal, køn, kontinent etc. Det har været et øjenåbnende eksistentielt (er jeg sådan én der ud af indtil videre 65 læste bøger har læst 0 fra Sydamerika for eksempel, pinligt, men så én der har læst flere kvindelige forfattere end mænd?)
Jeg har opdaget hvordan kategorierne smuldrer for mig, for er det kontinentet eller traditionen vi kigger på, Caribiske bøger der hører til Nordamerika, men måske ikke i den vestlige kanon, eller noget inuitisk teori om landskabers indflydelse på måder vi bygger undervisningsinstitutioner på, der officielt hører til i Canada, men står udenfor og måske endda i opposition til det lands gængse teorier?
I årets bog rejser til udlandet må anbefale én som er måske årets oplevelse for mig, og så er der et par bangers som jeg håber at alle vil læse
Baalu Girma – Oromay (1983) (Etiopien)
Satirisk politisk roman, hvor alt og alle bliver udstillet, jeg både skraldgrinede over hvordan hierarkier, revolutioner og kærlighed spiddes, og samtidig røg dybt ind i en etiopisk-politisk page turner-thriller, mens verdenen derinde langsomt går fra komedie til tragedie. Nårh ja, når man så er færdig med at grine, kan man tænke på at forfatteren forsvandt på mystisk vis efter udgivelsen, og aldrig er set siden. Magten har altid været bange for litteraturens kraft: læs, læs, læs!
Isabel Waidner – Corey Fah Does Social Mobility (2024) (England)
Absurd surrealistisk klasserejseroman med sorte huller, mystiske dyr og fejlslagen social opstigen - som hvis Édouard Louis var havde taget svampe.
Dino Buzzatti – The Tartar Steppe (1940) (Italien)
Om ensomme soldater der ingenting laver end at vente, i et mytisk steppelandskab, om frygten for ‘de andre’, der aldrig kommer, men også begæret efter storhed i livet, og en feberdrøm om udødeliggørelse - så voldsomt poetisk og profetisk skrevet, lige inden 2. verdenskrig.
Etel Adnan – Sitt Marie-Rose (1978) (Libanon)
Et polyfonisk mesterværk, der foregår under borgerkrigen i libanon, blandt palæstinensere i eksil, løsrevne litterære stemmer, borgerkrig der foregår i det mest nære af det nære, mellem tidligere venner og naboer, Og en skildring, samtidig, af at palæstinensernes undertrykkelse langt fra er ny.
Byung-Chul Han – Shanzhai – Deconstruction in Chinese (2017) (Sydkorea)
Kineserne kopierer alt! Ja egentlig, men det er ikke en nutidig metode for at overdynge verden med made in china, det er til gengæld en dyb funderet idé om det cirkulæres forrang, en mere kollektivistisk forestilling om ideers ophav og ejerskab - en helt anden filosofi end den vestlige individ - og genidyrkelse. Snacky og velskrevet lille filosofisk værk, der lige sætter gængse vestlige fordomme i kontekst, og vender det hele lidt om.
Frida Elisabeth Vitved Jeppesen
Frida Elisabeth Vitved Jeppesen udkom med Man nejer i november 2025 og skriver:
Mit år som læsende begyndte med, at jeg tilfældigt trak Judith Hermanns Vi ville have fortalt hinanden alt ned fra en vens boghylde en nat i januar, hvor jeg ikke kunne sove. Jeg havde ikke hørt om bogen inden og (nok) på grund af det sene tidspunkt på natten, kom jeg til at skippe Hermanns forord, der med undertitlen ”Om at tie og fortie når man skriver”, introducerer bogen som en renskrivning af hendes Frankfurter poetikforeslæning. Jeg startede derfor med at læse bogen som en roman og blev fra første linje både helt suget ind og en anelse forvirret over, hvad det var for en mærkelig lille bog. Det gik efterhånden op for mig, at den også handlede en hel del om skrivning, og jeg har svært ved at pinpointe, hvad det var ved Vi ville have fortalt hinanden alt, der gjorde det til en så speciel læseoplevelse (udover at Hermann jo skriver vanvittigt godt), men teksten satte sig virkelig i mig og har stået som et referencepunkt for resten af årets læsning.
Mit år som læsende har derudover været påvirket af, at den sygdom, jeg har (endometriose) har været opblussende, og jeg derfor har fundet mig selv face to face med det faktum, at det er en kronisk sygdom. Når jeg har kunnet – og jeg skriver når, fordi jeg i store perioder har været så smerteplaget, at jeg hverken har kunne læse eller skrive – har jeg vendt mig mod litteraturen og læst litteratur, der bl.a. beskæftiger sig med sygdoms og handicappede erfaringer. At det faldt sammen med, at Mette Moestrup i sommers udgav sin smukke digtsamling Butterfly Nebula føltes magisk, helende. Digtsamlingen flader i syv dele, der væver sig sammen og skaber cirkulære spor og tråde, der handler om at leve med den autoimmune stofskiftesygdom hashimotos men også om at leve på en jordklode, der er ude af balance. Wow. Så smuk og rituel og legende en bog.
Jeg har derudover læst og holdt meget af CRIP af Caspar Eric og genlæst hans Nye Balancer og Nike, Maggie Nelsons Pathema, or The Story of My Mouth, der udkom i år, Anna Rieders smukke og sarte debut Hindebæger, Bjørn Rasmussens Ming og Pynt, Joan Didions korte essay In bed om at leve med slem migræne og Louise Juhl Dalsgaard At tælle til lilla. Syg Kvinde Teori af Johanne Hedva er en vidunderlig manifestagtig tekst og hovedpensum indenfor crip-litteratur, der bl.a. stiller spørgsmålet: ”Hvordan kaster du en mursten gennem et vindue, hvis du ikke er i stand til at komme ud af sengen?” (11) Jeg er meget spændt på at læse Hedvas seneste How to tell when we will die, men det bliver måske først i det nye år.
Lige nu er jeg i gang med at læse Audre Lordes The Cancer Journals fra 1980 og Adrienne Richs Drømmen om et fællessprog med digte fra 1974-1977, der er oversat til dansk af Ditte Holm Bro og Liv Sejrbo Lidegaard og starter med det smukke åbningsvers: ”Levende i vores histories jorddepoter” </3
Ellers har jeg læst overvejende prosa i år, hvilket er lidt atypisk for min læsning, men måske har at gøre med at jeg har færdigskrevet og redigeret Man nejer. ÅH! Jeg elskede at læse Amalie Langballes Elskende, så forførende, klam og betændt. Elskede bogens sætninger og parenteser og den måde det historiske blev fremskrevet. Jeg kunne rigtig godt lide at læse En mindre detalje af Adania Shibli, Intermezzo af Sally Rooney, Kairos af Jenny Erpenbeck, Fuglene af Tarjei Vesaas, All Fours af Miranda July, Milk Fed af Melissa Broder, Ingen af os blev af Josefine Dahl Olsen, Vilhems værelse af Tove Ditlevesen og Ned fra himlen af Liv Duvå. Af lyrik har elsket at læse I ly af Lars Skinnebach, Ubesvarede opkald af Rolf Sparre Johansson, Marts er bedst af Lea Marie Løppenthin, Nivå Bugt Strandenge af Caroline Albertine Minor, Fremkaldelser af Celine Szabó, jeg har genlæst Asta Olivia Nordenhofs det nemme og ensomme og Bodil Bechs Æterfingre reder mit filtrede hår. Derudover faldt jeg for nyligt over nogle virkelig smukke og invaderende digte af Larry Eigner, der arbejder ret interessant med spatiering som formprincip, og jeg leder med lys og lygte efter hans digtsamlinger til en overkommelig pris, så ræk gerne ud, hvis nogen har set dem et sted!
Mit år som skrivende har først og fremmest været præget af, at jeg har skulle færdiggøre og redigere Man nejer. Det er så sært at give slip på en tekst, man har arbejdet længe på, opholdt sig i dens rum og haft den som én at føre samtaler med. Nu er jeg interesseret i nogle helt andre ting og spørgsmål end jeg var, da jeg skrev Man nejer, og det er rart endelig at kunne give det fuld opmærksom efter, at bogen er kommet ud. Min skrivning bærer lige pt. meget præg af min læsning – prosa og disabilities – og jeg er meget optaget af både (u)sammenhængen mellem syg/rask og kapitalismen, og formmæssige spørgsmål, der handler om, hvordan man overhovedet kan skrive om smerte. Hvilke(n) form(er) har kronisk sygdom? Mere er jeg nok ikke klar til at dele lige nu, men jeg glæder mig til at undersøge videre i det kommende år.
Godt nytår,
Frida
Pressefoto af Frida Elisabeth Vitved Jeppesen er taget af Ingrid Johanne Møinichen på Århus Teater
Omslag og grafisk tilrettelæggelse ved Lars-Emil Woetmann. Foto på forsiden af Birk Thomassen.
Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe
Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe har oversat Ariana Reines Blodbølge, der udkom oktober 2025. Han skriver:
Det seneste år har jeg prøvet at læse nogle bøger af palæstinensiske forfattere. Min svoger er fra Palæstina, og i august 2023 var jeg i Nablus på Vestbredden med min kæreste og vores to små børn, på henholdsvis 2 år og 2 måneder, til min søsters og hans bryllup. Det er på mange måder ufatteligt, at det folkemord, som blev indledt bare nogle få måneder senere, til trods for en våbenhvile, stadig varer ved. Det er vildt uhyggeligt at man kan vænne sig til sådan en situation. Og hvilken rolle har litteraturen eller læsningen så at spille i det? Ingen, så længe man bliver oppe i det register, der afføder voldens abstraktion og død opmålt i tal. Litteraturen bor også i et andet register, hvor dybden i lidelsen og krigens fraktale strukturer viser sig for læseren, hvor man kan forbinde sig til et andet menneske gennem sproget. Det bliver altid lidt fejende og storladent med den slags udtalelser. Men det har været på en mærkelig måde rart at forsøge at få et andet perspektiv på lidelsen uden at se væk fra den. At læse er ikke kun noget vi gør med vores øjne, men med hele vores krop og sjæl.
Nogle af de ting jeg har læst, som jeg gerne vil anbefale:
Fady Joudah: [...]
Ghayath Almedhoun: I Have Brought You a Severed Hand
Mosab Abu Toha: Forest of Noise
[Ed.] George Abraham og Noor Hindi: Heaven Looks Like Us.
Og dem jeg gerne selv vil til at i gang med er Edward Saids The Question of Palestine og antologien You Must Live.
Peter-Clement Woetmann
Peter-Clement Woetmann har udgivet digtsamlingen Lysninger i september 2025 og som siden blev præmieret af Statens Kunstfond. Han skriver om sit år som skrivende/ læsende:
Mit år som skrivende. Nej, læsende. Mit år som læsende, hvordan har det været? Jeg ved det faktisk ikke. Her midt i december sidder jeg i mit køkken, solen fra vinduet på fliserne ved vasken, kaffekop og boller på en rist, julepynt, kalenderlys og tehætte og basilikum og ild i brændeovnen og så mig ved bordet med en håndfuld af de bøger jeg har læst i løbet af året.
Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på mit læsende år 2025. Det føles uendeligt længe siden at jeg havde optur over, at Kronstork udgav Sebastian Cordes' Verdens bedste film. Jeg var i den sidste fase af at samle digtene til Lysninger, de er skrevet, digtene, igennem mange år og længe kunne jeg ikke finde ud af hvordan de skulle samle sig, finde retning, sige det der klik så man bare ved, det er sådan det skal være. Det er sådan det skal blive. Det er sådan det blev.
Jeg har haft et spor af læsning, hvor jeg har genfundet en del af de digtere, jeg bare elsker. Inger Christensens Brev i april, Inger Christensens Alfabet. Begge bøger er så selvfølgelige. Lige sig selv. Enkle, på en måde, men alligevel er de mulige at vende tilbage til, læse igen og igen. Så er der Peter Laugesen, han har altid skrevet en ny bog, og der er også altid en ældre bog, jeg har glemt fandtes eller når jeg genlæser den, har glemt at digtene lige præcis var sådan. Igår aftes læste jeg i hans bog Il Miglior Fabbro fra 2023 fx, og ugen inden hans digtsamling Morgensange. Jeg tror altid, jeg finder Laugesen frem, når jeg har brug for at ha’ en bog at bladre i, et par linjer at falde ind i ved morgenbordet, på sengebordet, på kontoret, i en pludselig pause. I den bunke ligger Marianne Larsen, Tomas Tranströmer, Paul Celan, Pia Juul, også. Lars Norén. Dramatik af Martin Crimp og Sarah Kane og Jon Fosse fx Og en hulens masse andre, som, hvis jeg først begynder at skrive dem op, så bliver jeg alt for bange for at ha’ glemt nogen, så hellere glemme lidt for mange.
Jeg har også haft en Lydia Davis-periode. Sådan et lys af helt kort prosa. En situation. Eller et tempo. En replik. Bare lige en åbning ind i en tanke. Det fik mig til at læse hendes Essays, som kredser om at skrive og om forfattere. Meget vidunderligt, hvis du spørger mig. I det spor har jeg også læst Kerstin Ekmans Min bogverden, hvor Ekman skriver om bøger hun elsker. Og man får bare lyst til at læse hver eneste en af de bøger. Det er noget jeg har en svaghed for, tror jeg: Når mennesker skriver om det de elsker. Det kunne sådanset også være når Dave Goulson skriver om naturen eller Arild Hvidtfeldt skriver om religion eller nogen kunne skrive en bog om havet eller om sand eller om containerskibe. Men også om bøger. Fordi det jo på mange måder handler om, at være et tænkende, sansende, følende menneske, det altsammen. Lea Fløe Christensens En mand med en ged på side 251 har også været en stor fornøjelse at læse. Dén nysgerrighed på, hvad man egentlig elsker at læse inde i sit hjerte - og at det ikke altid er det samme. Det blik for, hvor forskelligt vi søger ind i bøgerne, i sætningerne, i verdenerne. Det er en kunst at kunne levere den slags med overskud og fornøjelse. Og det er dejligt at nogen siger det selvfølgelige højt: at bøger ikke bare er én ting, og at vi bruger bøger og læsning til forskellige ting. Og at bevidsthed om netop dét, gør det muligt at fylde ens egne hylder mere bevidst op.
I løbet af året blev jeg spurgt af sangskriver Hannah Schneider om at skrive noget tekst til hende fordi hun var blevet spurgt om at lave et værk i anledning af at Bjørn Nørgaards gobeliner inde på Christiansborg i år fyldte 25 år, og til det har jeg læst en del om Danmarkshistorien og ikke mindst “læst” gobelinerne, som jo er billedfortællinger, og meget, meget smukke. Det blev til en håndfuld tekster, som Hannah Schneider fandt et udvalg af, som kunne spille ind i hendes værk En tråd vævet ind i tiden. Der var også nogle linjer af Sappho, som fandt vej, fordi nogen siger at militæret er det smukkeste på denne mørke jord, men jeg siger, det er hvem end du elsker… Og det der med hvem end man elsker, det tror jeg på, at tiden har brug for.
I løbet af året har jeg også genfundet min passion for tekster om fremtiden, fremtider, om teknologi og hele det mulighedsrum. Det er vildt at tænke på datacentrenes summen, på alt det der ligner virkeligheden, men ikke er den. Og jeg tror faktisk, at hele mit arbejde med fremtid i tidligere værker (mest til teateret) har forstærket den form som min digtsamling Lysninger fik. Hele det personlige spørgsmål om at være i verden, om ens relationer, om sorgen over at miste, om spørgsmålet om, hvem man egentlig selv er her på planeten i det store univers. Men også nede i sproget, at finde et enkelt sprog til dét.
Jeg har også læst en god portion romaner, men det må I høre om en anden gang. Men I skal love jer selv at læse Anders Rishøjs’ Til vi finder noget andet og Deniz Kiys Blokkene. VIGTIGE BØGER.
Her til sidst, på falderebet, som rosinen, som den første der blev den sidste om man vil, vil jeg bare nævne en enkelt digtsamling, som jeg læste ved et tilfælde (fordi jeg så den og købte den på instinktet), og det er Jonas Okholm Jensens digtsamling Min fod brænder. Det er længe siden, jeg har mærket en så umiddelbar glæde inde i mig selv, ved at læse poesi, som jeg gjorde, da jeg læste Jonas’ digte. De er vidunderligt konkrete. Med en energi som en, der bare lige har rystet sætninger ud af ærmet. Indimellem svært uforståeligt velsagtens, men herregud, det glimter heldigvis derude på linjerne.
Det var et par nedslag i 2025 som læsende. Og skrivende. Og levende.
Foto af Peter-Clement Woetmann krediteres Claus Handberg
Man nejer anmeldt
Foto af Frida Elisabeth Vitved Jeppesen krediteres Ingrid Johanne Møinichen
Man nejer af Frida Elisabeth Vitved Jeppesen er anmeldt i Weekendavisen af Lars Bukdahl. Han var glad for Jeppesens debut på OVBIDAT og roser Man nejer for både relationer og dialoger på tværs af generationer og historie.
Og lad os tilføje to citater:
“(…) og afslutningsvist efterlader læseren i et virkelig fortumlet ekkokammer: Så kubistisk mange vinkler er der blevet talt fra om den i sin kerne egentlig ret lille almanakhistorie om at være hjemme til jul med sit (selv)knuste hjerte!”
“Man nejer er ikke en ungdomsroman; det er en roman om ungdom. (…) [jeg håber], at Jeppesens bog vil partycrashe young adult-zonen og blive den ungdomsromanklassiker, den fortjener at være – med netop sin ekstremt forfriskende, tumultuøse omgang med personlige og litterære identiteter”
Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen fra den 19.12. Den er også bag betalingsmur her: https://www.weekendavisen.dk/boeger/barn-af-en-forfaerdelig-nat
Bestil bogen i din boghandel eller køb den her på kronstork.dk
For det legende og ukuelige
Siden 2020 er Sigvaldi-prisen uddelt til to små forlag, der har gjort en særlig indsats for kvalitetslitteraturen. I år har Kronstork og Fahrenheit modtaget hæderen. I motivationen skriver Statens Kunstfond blandt andet:
"[...] det førte til bøger. Fine, gode, tankevækkende og smukke bøger, skrevet af talentfulde digtere, romanforfattere, kunstnere med mere. Forfattere, der siden har forladt reden, er drattet ud af den, eller er blevet under storkens lune bug. Forfattere, der med deres udgivelse hos Kronstork har sikret sig et seriøst godt mærke på ryggen af de, ofte, smalle bøger og til tider bredde bind.
Vi er nogle, der har været med hele vejen, og Kronstork er, ud over at være et forlag, også et minde om en bestemt tid, en generation, en måde at gøre poesi til kulturel aktivisme i nullerne, hvor mennesket i Danmark tænkte meget på samtalekøkkener og friværdi, og knap så meget på sprogets frie leg, lyrikkens muligheder, nattens månelys over Andy Bar.
På den måde er Sigvaldiprisen til Kronstork en hyldest for tilliden til poesien, for det legende og ukuelige. Det er også en tak for en stor indsats på vegne af litteraturen, og et ønske om flere bøger, mere leg, smukkere poesi og flere fuldmåner."
Læs hele nyheden og motivationen på kunst.dk
Forlæggerne bag Kronstork - Lars-Emil (grundlægger), Peter-Clement og Erik - takker for anerkendelsen - og alle dem der viser os tillid, har lyst til at arbejde med os ... og læserne.
Billede: Michael Nellemand / Thiemers Magasin
“Lysninger” præmieret
Statens Kunstfond har torsdag den 12.11.2025 præmieret otte værker, heriblandt digtsamlingen “Lysninger” af Peter-Clement Woetmann.
Kunstfondens motivering lyder:
Peter-Clement Woetmann - foto krediteres Claus Handberg
“Med "Lysninger" har Peter-Clement Woetmann skrevet et lavmælt og præcist værk om det stille livs skønhed og sorg. I en afdæmpet, rytmisk og sanselig tone kredser digtene om naturen, hverdagen og tiden, der går - og gør det med en enkelthed, der rummer både melankoli og mild humor.
Woetmann skriver i et sprog, hvor det små og udramatiske løftes frem som betydningsfuldt. Mellem billeder af kyst, vind og hjemvej anes en dyb erkendelse af livets foranderlighed. "Lysninger" er en stille, lysende bog, hvor sproget selv synes at ånde. Et værk, der minder os om, at poesien ikke altid skal råbe for at blive hørt.“
Hurra!
Rishøjs “Til vi finder noget andet” anmeldt i Atlas
Anders Rishøjs “Til vi finder noget andet” er anmeldt i Atlas Magasin #5.
Louise Juhl Dalsgaard anmelder under overskriften "'Til vi finder noget andet' viser, at kærlighed kan overleve selv de sværeste vilkår". Hun skriver blandt andet:
"Der er ingen helte i 'Til vi finder noget andet', ingen vindere. Kun mennesker,der gør, hvad de kan, uden at det nogensinde er nok.
Måske er det netop det, der gør læseoplevelsen så stærk."
Køb Til vi findet noget andet på kronstork.dk eller i din den boghandel du plejer at besøge.
Kronstork i pressen (sept./oktober)
Til vi finder noget andet af Anders Rishøj er anmeldt i Weekendavisen side om side med Deniz Kiy Blokkene og Thomas Bach Bunker. De har det tilfældes at hovedpersonen vokser op og skildres i en realistisk realisme. Alle tre bøger anbefales og Rishøjs prosa beskrives som "rolig og sikker, men også foruroligende og ildevarslende".
Et digt fra Lysninger af Peter-Clement Woetmann har været Ugens digt i Information fredag den 26.09.
Lars Bukdahl har anmeldt den i Weekendavisen fredag den 3. oktober - blandt andet med ordene: "HVOR LIVSGLÆDEN FYREDE op under Woetmanns debut, den snarere kaglede, ligger der i Lysninger en sorg og ulmer, ikke skjult, men næsten tværtimod som en lyskilde, der illuminerer tiden, der er gået; at tiden er gået."
I Information har Mathilde Moestrup fuld af beundring anmeldt Ariana Reines Blodbølge. Hun skriver blandt andet: "Den blodbølge, der skyller ind over verden og læseren i værket, er altså ikke bare udryddelsens blod, de mange børnelig, der gang på gang dukker op på telefonskærme i teksterne, men også det blod, der løber fra digterjegets kvindekrop. Både menstruationen og livmoderen bliver i Reines’ værk en måde at tilgå skriften." (...) "Ariana Reines’ tekster er gennemstrømmet af en dyb tro på sprogets potentiale – til at ødelægge og formumme os, men også til at skære sig vej igennem det ideologiske og intellektualiserende."
Kagemand af Bue P. Peitersen blev 3.10. omtalt og fremhævet for sin liflige, løftige pop i en klumme i Weekendavisen.
Uddrag fra Livstegn af Mikkel Thykier
Uddrag fra Mikkel Thykiers ”Livstegn”, vi cirka 20 sider inde i kapitlet ”Daglig tale V”
SVANE - kulsyren i vandet bruser. Jeg stillede kurven med brød frem og sagde til hende, at jeg ikke havde forventet at høre slagord og slagsange fra en så poetisk sjæl som hende; at jeg selv ville være påpasselig med at sige noget, som ville give meningsmodstandere som Krasnik argumenter på hånden, hvis jeg skulle tale samme sag som hende. Jeg ville også helst holde mig fra at synge sange, som jeg vidste ville blive misforstået.
"Åh nej, er du nu også én af dem!" udbrød hun.
Jeg vidste, hvad hun mente. Tror jeg. Efter et foredrag på Det Kongelige Bibliotek havde jeg talt med en mand, der kom lige fra et møde i synagogen i Krystalgade og gengav stemningen dér: "Du vil da ikke have, at jeg som læge skal behandle arabere," var der én, der havde sagt, helt uforblommet, i synagogen. Det var han stadig rystet over. Så jo, jeg vidste, hvad hun mente. Tror jeg. Alle har fordomme om Israel, og alle har fordomme om jøder, som de ved, at de kan få bekræftet, hvis de vil. Selv jeg.
"Du kender min families historie. Der er bare ikke noget, der er helt så enkelt for mig, ikke helt så sort og hvidt." Det var det bedste, jeg kunne finde på at sige.
Det måtte gøre det ud for et svar, tænkte jeg og mindede mig selv om, hvordan vi havde gået rundt på det store kunstmuseum i Tel Aviv. Hun bemærkede det nok ikke dengang, men det gjorde mig stadig utilpas at tænke på, hvordan al den israelske samtidskunst handlede om militære overgreb: Malerier af unge mænd i uniform, der fik serveret deres egen lort på guldfade, videoinstallationer, der dokumenterede palæstinensiske kvinders ugentlige demonstrationer og fulgte dem ind i ambulancer og væk derfra, når de var blevet beskudt af israelske soldater. Nogle af dem døde for øjnene af os på skærmen. Det overraskede mig. Det imponerede mig. Hvilket andet land ville gøre sine statslige kunstmuseer til reservater for en så ubønhørlig statskritik? Det svarede til at gå på Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg for at se videodokumentation af danske soldaters eftergivenhed over for det afghanske politis voldtægter af teenagedrenge. Lige efter 7. oktober havde jeg tænkt på, om jeg stadig havde den mailadresse eller det telefonnummer til Dani, hun havde givet mig dengang.
Jeg ville gerne skrive og fortælle, hvor meget jeg satte pris på hans gæstfrihed samt give udtryk for medfølelse, sorg og håb om, at hans egen familie ikke var berørt, personligt, og ikke mindst ville jeg gerne spørge, om der var hjælpeorganisationer i Israel, der støttede ofre og efterladte, som jeg kunne sende penge til, uden at det kom den israelske regering til gode. Jeg kendte de internationale organisationer i Gaza, men i Israel? Jeg ville gerne holde fast i min overbevisning om, at en civilbefolkning ikke kan holdes til ansvar for sin regerings gerninger, ikke engang i et så militariseret samfund som Israel, og at skyld ikke breder sig absolut og ufortyndet igennem en samfundsstruktur, selv om alle bliver berørt af den. Efter 27. oktober vidste jeg ikke længere, hvad jeg skulle skrive. Drikker af glasset –
NAGHAM
SVANE – stiller det fra sig. Jeg så, at brødet stadig lå urørt på bordet, og sagde, at børn og børnebørn af de familier, som mine bedsteforældre hjalp over Øresund, utvivlsomt er i krig nu, igen, og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tænke om det, udover at jeg var glad for, at mine bedsteforældre slap for at forholde sig til det endnu engang.
“Der er ikke noget af det, der sker dernede, der kan forsvares. Jeg ved, hvad datoen 9. april betyder for din familie. Ved du, hvad den betyder for mine venner og deres familier?” svarede hun, helt sort i øjnene.
Det sortnede for mine øjne. Hvorfor talte hun nu om sine venner og deres familie? Jeg ville bare have sagt, at jeg ikke kunne se, hvordan hun kunne basere en holdbar politisk sag på ordsprogslignende udmeldinger som Antizionisme er ikke antisemitisme, Den, der tier, samtykker, Tiden er ikke til æstetiske overvejelser, men handling, Du kan ikke ændre solens gang og få den til at stå op i vest, Hvor der er undertrykkelse, opstår der modstand, legitim modstand, Den enes terrorisme er den andens frihedskamp; udmeldinger, som alle sammen kunne vendes om, så de udtrykte det modsatte uden at blive mere eller mindre overbevisende af den grund; udmeldinger, som alle sammen grundlæggende afviste eftertanke. Det absolutte i sådanne udmeldinger gjorde mig svimmel. Det var som at diskutere politik med en teolog. Jeg ville ikke begynde på at spørge ind til, hvad det skulle tjene til at vende sig så voldsomt mod et så abstrakt begreb som zionisme, der havde en lang, righoldig, kompliceret og til tider selvmodsigende historie, når der var langt mere specifikke og konkrete mål at angribe, Bibi, hans regering og den militære ledelse. Jeg følte mig ikke engang sikker på opfordringen til dissidenter fra modsatte fløje om at slutte sig sammen, en opfordring, som jeg ellers holdt meget af, eller det journalistiske credo, at den, der tager stilling for den ene eller anden side, bliver en del af konflikten, ikke af løsningen. Vi er hinandens modsætninger, tænkte jeg, med utilfredshed og en følelse af skam. Jeg vidste, at hun før i tiden ikke ville have holdt sig tilbage fra at erklære, at historiens ild for længst er brændt ud, at alverdens lærdom er gået op i røg med den, at der næsten ikke længere er noget at drømme om, fordi der er efterladt så lidt for os at se tilbage på, studere og vurdere, men at det at iagttage tingenes tilstand fra et arkæologisk synspunkt alligevel giver håb om, at nuet, de få ting, der har overlevet frem til i dag, kan sammenlignes med det, vi med sikkerhed ved er gået tabt; og derfor er der stadig en utopisk horisont for os at orientere os efter. Jeg var ikke længere sikker. Ville det ikke kræve en ophøjet erfaring midt i erfaringstabet? Og så vidt jeg vidste, var der ikke noget ophøjet ved arkæologi. Tværtimod havde hun selv arbejdet med næsen nede i støvet, helt nærsynet, da hun gravede palæstinensiske ofre ud af historiens glemsel. Min egen absolutisme begyndte at give sig til kende:
De to datoer, 7. oktober og 27. oktober, jeg undrede mig over, hvilken grænse de markerede, ikke den ene dato for sig, heller ikke den anden dato for sig, men begge. For udgør de to datoer, 7. og 27. oktober, ikke et interval, hvor én verden forsvinder, og en anden endnu ikke har vist sig; gør de ikke ethvert sprog, enhver argumentation, ethvert rationale fra tiden før 7. oktober, før 27. oktober, ugyldig? For begge sider, og for både vidner og overleverende, er det eneste meningsfulde i fremtiden vel at fortsætte og fuldføre den proces, en delegitimering? Kunne jeg sige det? Hvorfor kunne jeg ikke få de ord over læberne? Enhver indstilling til konflikten mellem Israel og Palæstina, som jeg havde kendt og sympatiseret med eller tværtimod følt afsky for, forekom mig forældet, uanset om fokus, orientering eller baggrund var diasporaen og jiddisch, Israel og det hebraiske sprog og dets historie, shoah eller al-nakba. Tankerne strømmede igennem mig, uvante, fremmedartede: Det overgik min forstand, hvordan jeg skulle forestille mig noget ophøjet ved erfaringerne fra flygtningelejrene, fra de bombede hospitaler, fra de nedbrændte kibbutzer. Der er ikke alene intet ophøjet ved ofrenes erfaring, ved de overlevendes erfaring og vidnernes erfaring. De er overhovedet ikke erfaringer. Det eneste, de efterlader, er, at ingen lærer noget af dem. Ingen bliver bedre eller værre mennesker af dem, ligesom ikke engang den højeste, mest civiliserede kultur beskytter nogen mod at være et nazisvin. Det er erfaringer, der ikke efterlader noget før at vende tilbage til. Alle erindringer og fremtidsdrømme tilhører nu fortiden. Den kan vi tale om, fortiden, men hvordan skal erindringen om den bringes levende tilbage ind i nuet og få en meningsfuld plads i vores liv nu? Alle vores erindringer er fra en anden tid, en anden verden, og bortset fra visse detaljer er der intet at tage med, intet at arve fra tiden før, ingen identitet, ingen sandhed, andet end denne: At enhver kritik fra tiden før, enhver kritik, der gentager argumenter, analyser, slagord, strategier, taktikker og metoder, som allerede er kendte, ethvert forsvar, der gør det, uanset hvilken side der forsvares, ugyldiggør sig selv i forsøget på at handle meningsfuldt. De fleste diskussioner om konflikten forsvarer den ene eller anden part ved at legitimere dens sag. Efter 7. oktober og 27. oktober er det ikke længere en meningsfuld mulighed, er det? Nej, den eneste … Nej. Nej, den eneste mulighed er at delegitimere begge sider af konflikten, heriblandt opdelingen i to sider, og fokusere på en grænsezone mellem dem. Folkeligt, menneskeligt: Civilbefolkningen, så det kan blive en definition af civil, at det civile opstår, eller er kendetegnet ved, at stat og bureaukrati delegitimerer sig selv, ophæver sine kategorier og opdelinger i identiteter. Sprogligt, retorisk: I stedet for at argumentere for den ene eller anden sides sag og få den til at stå stærkere end modparten, som det er sket siden de første konflikter i Det Britiske Protektorat, er det eneste til nøds meningsfulde at formulere sig i et sprog, der udgør en grænsezone, som ingen af parterne kan gøre krav på; en grænsezone, som hverken påtager sig at forbinde de to sider eller adskille dem; en grænsezone, hvor det ikke længere handler om retfærdiggørelse eller om at opnå retfærdighed for historiens uretmæssigheder; en grænsezone, hvor det eneste, der er tilbage, det eneste, der er at holde sig til og finde håb i, er desillusionen: At opgive forestillingen om retfærdighed, illusionen om retfærdighed. Hvis vi skal tale videre, kan det ikke længere handle om offeret og offerets lidelser, om hvem der har lidt de største ofre, for så bliver begge sider tavse.
Ord, ord, ord, tanker, tanker. Alt for mange af dem. Uanset hvor meget jeg vred og vendte min tunge i munden, kunne jeg ikke selv nå frem til den grænsezone, jeg så for mig. Min tunge blev til røg i munden på mig. Hvæs fra cigaret –
NAGHAM
SVANE – og udånding. Hun så ud ad vinduet: “Lad os ikke tale mere om det. Grundlæggende er vi sikkert stadig enige.”
Det var de sidste ord, hun sagde om den sag.
Livstegn er udkommet 1.10.2025
Så er stemningen lagt
I Mikkel Thykiers Livstegn får vi maniske monologer og iskolde dialoger, hidsig ensomhed og kvælende tavshed, mørklagte soveværelser, stuer og køkkener med hemmelige bagdøre til unge, kaotiske liv, hvor intet menneskeligt og umenneskeligt er fremmed.
Så er stilen lagt.
Og det er stemningen også med denne Spotify playliste fra Mikkel Thykier med 100 sange / 9 timers musik - vi tæller ned til 1.10. hvor IV og V i serien Daglig tale udkommer:
https://open.spotify.com/playlist/1jeNRWynWna50mSroXdSeE?si=bef90a1ccd3d4a7a
Kommende arrangementer
Mød Kronstork ude i verden. Vi holder receptioner for vores nye udgivelser, kommer til Lille bogdag for 11. år i træk og afholder vores arrangement i Huset i Magstræde. Gratis adgang til det hele - kom og oplev litteraturen.
08.08. Reception
på VIN OG VINYL for Sol af Ida Routhe. Glæd jer til at høre oplæsninger fra Carsten Theedes blafferdigte og Bue P. Peitersens Kagemand - og så selvfølgelig en smagsprøve på Sol! Der er også vin og hval-merch. Alle er velkommen.
15.08. Reception
i Vinter Forlags lokaler for Ekstatika af Thomas Krogsbøl.
20.-21.09. Lille Bogdag
med oplæsning af blandt andet Anders Rishøj, Bue P. Peitersen og Torben Munksgaard.
Mød os på Danmarks Designmuseum sammen med andre skønne mikroforlag.
03.10. Kronstork i Huset
i Magstræde (Kbh). Den halvårlige oplæsningsrække af aktuelle udgivelser og en-to gæster.
Ida Routhe, Thomas Krogsbøl, Anders Rishøj, Peter-Clement Woetmann, Lee Langvad samt Andreas Eckhardt-Læssøe, der læser fra sin oversættelse af Ariana Reines.
Udgivelser i august
08.08.2025 — Ida Routhe: Sol (Roman)
15.08.2025 —- Thomas Krogsbøl: Ekstatika (Digtsamling)
Vi glæder os til at Sol - Ida Routhes anden roman - udkommer fredag den 8.8.
Sol er en fortælling om en smertefuld forældrerelation, et projektlederkursus, der løber af sporet, og en mand, som forelsker sig i en hval, der er strandet i Limfjorden. Om svigt, isolation, chatbot-terapi og hjemløs kærlighed.
Billedet på forsiden er malet af Nikolaj Callesen
Pressefoto taget af Peer Jon Ørsted
Ugen efter udkommer Ekstatika af Thomas Krogsbøl.
Det er 14 år siden vi udgav "Jeg er fluen" og nu er Krogsbøl tilbage med en energifyldt digtsamling den 15.08.
Vi møder Ymer, elementerne, muren og samfundet under omdirigering.
Et digt fra samlingen:
væggen er der
hvor den rimeligt stod i går
uden ledning
uden ymer
i morgen
indser dagen sit forlys
som er det der er til at se
det der er
på hvilket punkt røber alting sig
hvor skal jeg lægge stenene
tunge som ærtens cirkulære
ensomhed
udgang eller indgang
i hvilket hul
øjnene ser indad
jeg kunne dø derinde
Forside af Christian Schmidt-Rasmussen
Grafisk tilrettelæggelse af Lars-Emil Woetmann
Pressefoto af Peer Jon Ørsted
Andre kommende udgivelser kan du læse om her: https://kronstork.dk/presse