Den røde hane
Den røde hane
Udkom 26. januar 2024
Normineret til DR ROMANPRISEN 2025
Fra bagsiden:
»Karen fra min rute har fortalt mig, at heden er de rastløses land. At det er her, man møder landløberen, en omstrejfende mand der aldrig kommer frem i lyset, og som styrer den usynlige verden med højfolk, havfolk, ellekoner og ellepiger. At det alt sammen udgår fra ham, er forbundet til ham, som lugten af en rådden grævling muret inde i et hus.«
Roberta er hjemmehjælper og har hjertesorg. Hun ønsker sig brændende et barn, som kan fordrive ensomheden. Hendes barndomsven og ekskæreste, Silas, spøger stadig i kulissen. Samtidig er en pyroman løs i området og spreder frygt og mistænksomhed hos de ældre på ruten.
Den Røde Hane er en mørk velfærds-thriller, der udspiller sig på fjerntliggende gårde, i parcelhuse, varme stuer og velduftende køkkener, på et harmonikamuseum og på landevejene i det vindblæste Thy. Det er en fortælling om besværlige familier og deres hemmeligheder, om svigt, kunst, begær og drømmen om den ultimative forbundethed.
Weekendavisen:
”I sin anden roman cementerer Ingrid Nymo sig som en ambitiøs go fuldkommen egensindig forfatter.” (…) ”Det, der adskiller Den røde hane fra resten af den danske samtidslitteratur, er dens skala og dens sprog.”
Information:
“…historien om en egn fortalt gennem et kollektiv af unge og gamle, trods jegformen som en slags inddragende steds-vi. Og en sanselig roman, både i landskabets og vejrligets storskala og i de våde, klæbrige og slimede spor, personerne trækker efter sig”
Ingrid Nymo (f. 1992) har tidligere udgivet Kloster, der blev shortlistet til debutantprisen. Den røde hane er hendes anden roman.
Støttet af Statens Kunstfond
Fra Kathrine Norsk anmeldelse på bogblogger.dk
“Den røde hane er en roman spækket med drama, portrætteringer af de komplekse relationer i en lille by, spænding, kærlighed og symbolske lag. På trods af de mange tematiske elementer føles romanen aldrig overvældende. Mens den er blevet kategoriseret som en velfærds-thriller, strækker dens dybde sig langt ud over opklaringen af pyromanens identitet.”
Fra Gyrith Ravns anmeldelse i Alt for damerne:
“Den røde hane” tegner et præcist portræt af et sted og konturerne af et muligt liv - og så giver den i litterær form et indblik i et arbejdsliv, vi ellers sjældent møder i litteraturen.”
Mere fra Informations anmeldelse:
”Ingrid Nymo fortæller med humoristisk overskud om opløste fællesskaber i Thy…” (…) Det første man forelsker sig i Ingrid Nymos roman, er den levende, modsætningsfyldte, omsorgsfulde og impulsstyrede Roberta (...) Det næste er egnen og 'kystboerne' deroppe, som spejler hinanden, landskabet i de mennesker, der bor der, og omvendt (...) Det tredje og fjerde, man kaster sin kærlighed på, er sprogets sanselighed (...)
Fra LitteraturNu:
"Bogens miljø og handling virker formet af en erfaren hånd." (...) "Jeg synes, Den røde hane vidner om både fantasi og god menneskeforståelse, og den bringer tematikker i spil, som er meget aktuelle."
Fra Littuna:
"Jeg tror, jeg vil anbefale stort set alle at læse Den røde hane. Persongalleriet er så mangfoldigt, at jeg forestiller mig, at alle ville kunne genkende enten sig selv eller en de kender i en eller flere af romanens mange karakterer. For mig at se (og fordi jeg også har elsket at læse Kloster) er Nymo en ny forfatter, man virkelig bør holde øje med."