Depressionsdigte handler – på sin egen lakoniske facon – om de mekanismer, som både knytter sig til den personlige - kliniske - depression, og til krisetilstanden i et samfund. Finanskrisen og dens efterdønninger slår stadig ind over den offentlige samtale, og ofte er parallellerne til tyvernes depression skræmmende slående.

Sternberg er rejst ned i sjælens mørkeste hul, hvorfra han digter om ensomhed, forfald og apati og spørger til mulighederne for i det hele taget at skrive noget, når alting alligevel kan være lige meget. Depressionsdigte kan kaldes konceptuel, men er ligeså høj grad en negativ beskrivelse af, eller undren over, et samfund, hvor livet handler om x antal successer og hvor flere og flere mennesker bliver sat udenfor samfundet. 

Depressionsdigte efterfølger Stenalderdigte i en serie digtsamlinger om forskellige tider.