Iliaden
Iliaden
Udkom 3. februar 2023
Iliaden handler om vrede, begær, skyld og skam. Anders Søgaards handler om den skønne Helena, Achilleus, Det gamle Grækenland og Den trojanske Krig, landskabet, slangen, de rygsækrejsende, historikeren og læseren et sted mellem drøm og virkelighed. Den er både omskrivning af det epos, en fantasi og en kritik af oldtidsforskning, mens Søgaard sideløbende skriver både landskabspoesi og forsøger at læse sig ind på fiktive personer.
Citat fra bogen:
“Helena begynder at synge, men hun er 700 år gammel, så det lyder ikke særlig godt. På bagerste række: midaldrende mænd, tavse, rynkede bryn, synligt sobert-salige. Helena synger om mænd, der faldt i kamp, på et sprog, ingen i salen forstår. Hun synger om det, de udrettede, inden de døde, og om det, de ikke nåede.”
★★★★ i Berlingske:
"Det fungerer godt, at de kritiske refleksioner ikke er akademisk tørre, men lige så sanselige, beskidte og til tider sjove som passagerne om heroernes intime stunder. Af den grund holder teksten et konstant intensitetsniveau, selv om den er fragmentarisk in extremis. "
❤️❤️❤️❤️ i Politiken:
"Denne nye ’Iliaden’ er et drilagtigt palimpsest, der som det oprørslystne tusindårstipoldebarn både fejrer og hærger sit ophav. Eller måske er det ikke Homer så meget som alle eftertidens læsere, der får et rap over nallerne."
Weekendavisen:
"Som Søgaard selv bemærker: "Der findes en udgave af Iliaden, der i stedet for at søge retlinjet fremefter forgrener sig i det uendelige." Jeg læser den sætning som Søgaards poetiske projektbeskrivelse og er imponeret over, hvor nært han når det svimlende ambitionsniveau: Homer møder Borges."
Anders Søgaard (f. 1981) har udgivet seks skønlitterære bøger. Sidste år kom hans første roman Hus uden fundament (Kronstork).
Sats og omslag af Clara Birgersson
Et citat mere fra anmeldelsen af Berlingske:
De sansemættede stumper af friskfortolket epos står som nævnt side om side med Søgaards refleksioner over Vestens forelskede dyrkelse af antikken.
(...)
Søgaard hiver næsten antikbesættelsen ned på niveau med modeltogsentusiasme. Fint som hobby, men civilisationens grundsten? Not so much. Med tekstens egne ord: »Som om vi havde løbet blodtørstige og nøgne rundt med fråde i mundvigene, hvis ikke det var for Perikles’ citadel.«